Aben der altid flytter med.
I dag d. 31 marts er det den årlige “international sig-op-dag”. Der kan være mange gode grunde til at sige op, og mit ærinde her er hverken at anfægte dem eller sige for eller imod men at gøre opmærksom på, at der under utilfredsheden og midt i overvejelserne om at sige op befinder sig en abe, som det kan betale sig at forholde sig til. Den flytter nemlig med.
Det er tankevækkende at mange af os først spørger os selv om meningen med vores arbejdsliv den dag det går galt. Som f.eks. når en krise opstår – hvis vi bliver ramt af alvorlig stress, hvis vi bliver opsagt, eller når ubehag ved at gå på arbejde af den ene eller anden grund eskalerer og til sidst bliver for stort at bære. Omstændigheder der konfronterer os med eksistentielle vilkår og på en måde vækker os, så vi begynder at opdage, hvad der virkelig betyder noget, og finde modet til at forfølge det.
Men hvorfor vente til det går galt? Hvorfor vælge at leve med en daglig og nagende følelse af utilfredshed i vores arbejdsliv? Hvor ondt skal det gøre, eller hvor stor skal spændingen og utilfredsheden være, før vi vælger at tage os af det? Tage os af os selv.
Jeg har mange samtaler med mennesker, der er sygemeldte og enten har sagt op eller overvejer at gøre det, fordi de oplever at være splittet eller låst fast i deres arbejdsliv.
Det er min erfaring fra flere af disse samtaler, at utilfredshed, udpegede problemer og stress symptomer ofte har rod i en manglende indsigt i eksistentielle vilkår og spændinger. Vilkår som f.eks. frihed, valg, ansvar, uvished og angst. Spændinger mellem f.eks. frihed/forpligtelse eller mening/meningsløshed. Den eksistentielle filosofi og tænkning er rig på materiale.
Et konkret eksempel, jeg ofte møder, er mennesker der har ladet sig fylde helt op af arbejdslivets forpligtelser. “Jeg elsker mit arbejde – men jeg kan ikke holde det ud” lyder dilemmaet når de dukker op hos mig. Eller “jeg hader mit arbejde – det hele er meningsløst”.
Jeg ville ønske de var dukket op noget før.
Når vi modigt møder vores udfordringer, ser eksistentielle vilkår i øjnene og lærer dem at kende i os selv, kan de være en nøgle til vigtige informationer om, hvorvidt vi er på rette vej, eller om der er noget vi skal håndtere og tage os af.
Mit ærinde her er at minde om at vores værdier og den måde hvorpå vi forstår og håndterer eksistentielle grundvilkår, er noget vi har med os i livet. De eksistentielle grundvilkår er aben der flytter med uanset hvilket job vi vælger.
Tænk hvis vi vælger at gribe utilfredsheden, når den opstår og ser på den som en påmindelse om, at vi måske har gang i noget der strider imod vores værdier, og som vi må tage os af. Eller at vi måske netop dér er konfronteret med vilkår, som vi nu engang må forholde os til og leve med.
Tænk hvis vi vælger at spændinger i (arbejds)livet ikke er noget vi skal have til at forsvinde, men som vi kan byde velkommen og tage hånd om på en måde, hvor vi udnytter dem til at udforske vores vanetænkning og opdage nyt om os selv. Nyt som vi på en konstruktiv måde, kan bringe videre til vores leder eller andre der kan støtte os i at håndtere uro eller skabe den forandring vi ønsker.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget arbejdsglæde og guld der mon ligger gemt, hvis både leder og medarbejder tager fat om udfordringerne i tide, vover at se bag om de udpegede problemer og åbner muligheden for at skabe en indsigt, accept og håndtering af eksistentielle vilkår.
Det kræver opmærksomhed og det kræver mod, og min tanke er, at det netop er manglende opmærksomhed og mod, der gør at vi i det hele taget har noget der hedder “Quit-your-crappy-job-day”. Sagt på en anden måde; hvis vi var opmærksomme, og modigt så vores udfordringer og eksistentielle vilkår i øjnene, så havde vi fundet en vej i vores nuværende job eller sagt op for længe siden.
Derfor, er min anbefaling i dag og alle dage:
Inden du siger op, prøv at forholde dig til de bagvedliggende årsager til hvorfor du overvejer at gøre det. Meget kan du gøre dig fri af, hvis du siger op, men din eksistentielle abe flytter med.